top of page
Forfatters billedeMathias Fischer

Projektpartnere udveksler erfaringer: "Fantastisk at være nysgerrige sammen"

Vores to projektpartnere, FGU Midtjylland og FGU Midt-Vest, mødtes i sidste uge for at udveksle erfaringer fra deres arbejde i Uddannelse til grønne job indtil nu. Mødet var meget givende for begge parter: "Det var fantastisk at være nysgerrige sammen," siger Hanne Rehhoff, projektansvarlig hos FGU Midt-Vest.

Foto: FGU Midtjylland

Der var god og åben dialog, og erfaringerne flød, da de to projektpartnere i Uddannelse til grønne job, FGU Midtjylland og FGU Midt-Vest, mødtes tirsdag den 13. juni 2023 hos FGU Midtjylland i Silkeborg.


Skoleleder Stephan Ring Nielsen og projektkonsulent Birger Saugmann deltog for FGU Midtjylland, mens projektansvarlig Hanne Rehhoff og projektkoordinator Mette Højbjerg repræsenterede FGU Midt-Vest. Begge partnere var meget tilfredse med udkommet af mødet.


"Det var simpelthen så fantastisk at få lov at være nysgerrige sammen med en anden FGU-institution. Det var virkelig godt. Det er et godt og spændende partnerskab," siger Hanne Rehhoff, projektansvarlig hos FGU Midt-Vest.


"Det var et positivt møde, og vi mødte to mennesker, der også brænder for det her. Indtil nu har vi udviklet hver for sig, og derfor var det interessant at erfaringsudveksle, da der var inspiration at hente hos hinanden," siger Stephan Ring Nielsen, skoleleder hos FGU Midtjylland.


Givende sparring om projektstruktur

For FGU Midtjyllands skoleleder, Stephan Ring Nielsen, var det særligt interessant at tale om, hvordan de to projektpartnere har valgt at organisere projektarbejdet internt.


"Vi talte især meget om, hvordan vi organiserer os mest hensigtsmæssigt i projektet. Når nu vi har arbejdet parallelt med strukturopbygningen, var det interessant at sammenligne, og vi inspirerede hinanden," siger Stephan Ring Nielsen.


For projektansvarlig fra FGU Midt-Vest, Hanne Rehhoff, var det ligeledes givende at få et andet perspektiv på de mange projektovervejelser.


"Bare det at erfaringsudveksle og høre, hvordan de har tænkt over tingene. Mange steder er vi samme sted i overvejelserne om at gøre tilbuddet praksisnært, overskueligt og tilgængeligt for de unge. Det var vi meget enige om, ligesom vi var enige om vigtigheden af vidensdeling og åben dialog," siger Hanne Rehhoff.


Samarbejde om grønt FGU-projekt

For både FGU Midt-Vest og FGU Midtjylland var mødet et startskud på et samarbejde, der kan hjælpe begge parter i Uddannelse til grønne job.


"Det er virkelig givende at kunne spare og være konstruktive, kritiske og idégenererende med nogen andre," siger Hanne Rehhoff.


"Vi var også enige om, at det bliver interessant at arbejde så bevist med den grønne vinkel og grøn omstilling - og rulle den ud så praksisnært som muligt," siger hun.


Begge parter deler åbent ud af overvejelser og erfaringer, og åbenheden er et godt udgangspunkt for et frugtbart samarbejde mellem de to FGU-institutioner, mener Stephan Ring Nielsen:


"Vi er ikke konkurrenter, da vi som FGU-skoler dækker et geografisk område. Det vil sige, at vi deler med glæde, når vi har gode idéer. På den måde giver det rigtig god mening at mødes sådan her," siger Stephan Ring Nielsen.



18 visninger

Comments


bottom of page